Det blå hold skifter ud

21. maj 2019

Af Peter Hahn

Torsdag den 17. august 2017 bekendtgjorde min gode holdkammerat og byrådskollega, Jesper Elbæk, at han havde besluttet at trække sit kandidatur som byrådskandidat på Venstres liste til det forestående byrådsvalg den 21. november i år.

Som det helt igennem ordentlige og offentlige menneske, som Jesper er, valgte han åbent og ærligt at redegøre for årsagerne til sin beslutning. Vi er nogle, der i nogen tid har kendt Jespers overvejelser, og som løbende har talt med Jesper om forskellige elementer i disse. Jeg kan med sikkerhed sige, at alle i Venstres byrådsgruppe og alle i vor kandidatgruppe til det sidste nærede forhåbninger om, at Jesper ville tage en tørn mere, for personer med Jespers demonstrerede menneskelige og politiske egenskaber og færdigheder er et perfekt match med Venstres værdigrundlag.

Jeg tror ikke, at nogen i og omkring vort hold, decideret har forsøgt at overtale Jesper til at forblive på vor opstillingsliste, thi vi ved alle, at Jesper har en fornuftig og velafbalanceret karakter, der ikke skal overtales. Derimod ved jeg, at vi er mange, der på forskelligartede måder har vejledt og støttet Jesper på vejen mod hans beslutning – en beslutning, som jeg er rigtig ked af, men som jeg har den største respekt for. Jesper har ydet og yder en stor indsats for Venstre og for Skive Kommune, og det er utvivlsomt, at Jesper af alle – eller i hvert fald rigtig mange kolleger -  i alle lejre vil blive savnet fra 1. januar 2018.

Skive Folkeblad har helt som forventet haft lommeregneren fremme og er nået frem til, at Venstre i forhold til kommunalvalget i efteråret 2013 vinker farvel til et stort antal stemmer, idet flere dygtige og markante nuværende politikere på vort hold af forskellige – men primært private - grunde har valgt ikke at genopstille til kommende byrådsvalg.

Det er helt korrekt, at vi i dag er kede af Jespers beslutning, ligesom vi dagen efter at have modtaget meldinger om, at Arne Spicer Lindgren, Bolette Dahl Pedersen, Anna-Lise Vestergaard og Bente Dahl havde valgt ikke at genopstille, var kede af det.

Det er dog klokke klart, at vi i Venstre stiller holdet ”over” det enkelte byrådsmedlem eller den enkelte byrådskandidat. Når vi om lidt er færdige med at være kede af det, er vi tilbage i arbejdstøjet – oppe på ”hesten” igen i kontinuerlig fremdrift mod målet om at gøre en positiv forskel for alle i Skive Kommune både før og efter valget den 21. november 2017.

Det blå hold vil aldrig spille i undertal - vi skifter blot ud, så alle kan være sikre på og trygge ved, at der på vor kandidatliste tiltræder andre gode folk med rette værdier, så Venstre fremadrettet fortsat har styrken til at leve op til de mange gode resultater, som vi sammen med borgerne, forvaltningen og byrådets øvrige partier har stået i spidsen for i Skive Kommune de snart forgangne 4 år.

Vi agter ikke at vinke farvel til et antal stemmer – vi agter at gøre os fortjent til med nye spille på holdet at sige goddag til nye stemmer og fortsat indflydelse i kommende byråd.


Peter Hahn

Byrådsmedlem for Venstre og byrådskandidat for Venstre

Kontaktinformation:
Adresse: Majsvænget 25, 7870 Roslev
Mail: 
hahn@skivekommune.dk
Telefon: 61 28 81 01

Læs mere om Peter her