Infrastruktur

15. oktober 2017

Af Morten Enggaard

Er for mig nok det vigtigste emne i valgkampen og det kan undre at ingen partier forsøger at markere sig mere om dette vigtige emne.
Hvis ikke vejnettet til og fra Skive er optimalt, så vil mange virksomheder fravælge Skive kommune og hvis ikke vi har arbejdspladserne, hvorfor skulle man så bosætte sig på vores i øvrigt smukke egn.

Se bare på byer som Herning, Silkeborg og nu Holstebro, hvor motorvejen går på kryds og tværs og erhvervslivet blomstre.

Jeg er udmærket opmærksom på, at det er Christiansborg, der beslutter, hvor der skal anlægges motorveje, og Skive står nok ikke sådan lige for tur i den henseende, men mindre kan også gøre det.

En opgradering af hovedvej 34, fra Haderup til Skive, kan simpelthen ikke gå hurtigt nok, - og her skal vi være endnu bedre til at råbe vores landspolitikere op, hvilket vi til dato ikke har været  - inklusive mit eget parti.

Et andet tungtvejende argument for opgradering af netop denne strækning er det faktum, at det nye supersygehus kommer til at ligge i Gødstrup ved Herning.

Man kan være sikker på, at en stemme på mig vil øge dette pres, for det er - efter min mening - en af de vigtigste veje til udvikling af vores kommune.


Morten Enggaard
Byrådskandidat for Venstre

Kontaktinformation:
Adresse: Humlevej 4, 7800 Skive
Mail: 
mortenenggaard2@gmail.com
Telefon: 72 58 28 65

Læs mere om Morten her