Skive kan lære af Mors

11. november 2017

Af Thomas Rosenkrands

Skive sammenlignes oftest med større kommuner som Holstebro, Viborg og Herning. Men vi behøver faktisk kun vende blikket mod vest for at finde spændende og relevant inspiration.

Her har visionære mennesker for fem år siden sat sig et ambitiøst mål om at skabe en landsdækkende kulturbegivenhed.

Og det er nok de færreste, der vil sige, at Kulturmødet Mors ikke er en bragende succes - både i forhold til at brande Mors som et spændende kulturelt center, men også i forhold til den omsætning eventen er med til at skabe før, under og efter arrangementerne.

Nu skal vi ikke gå Mors i bedene, men der ligger blandt andet et stort potentiale indenfor kulturturismen, hvor vi i Skive Kommune kan bryste os af, at en af verdens absolut mest interessante og langtidsholdbare forfattere er barn af egnen.

Men hvor mange uden for Jebjerg og Breum ved, at Jeppe Aakjær kom fra Skiveegnen, og at der i dag findes et fantastisk museum i hans gamle kunstnerhjem?

Jo, i Skive Kommunes øvrige byer er der nok nogle stykker, der gør, men potentialet udenfor Skive Kommune er stort, som også Henning Linderoth understregede i Skive Folkeblad den 14. oktober.

Nu er både Linderoth og undertegnede inficeret af Jeppe Aakjærs geniale forfatterskab og øvrige livsvirksomhed.

Men det ville være oplagt at indløse dette store turismepotentiale - og meget gerne i samarbejde med Kulturmødet Mors, så initiativet ikke bliver en konkurrent, men et supplement, der sammen med Kulturmødet kan være med til at brande vores fælles egn som et berigende sted, hvor det ikke kun er smuk natur, du møder.

Uanset hvilke af Skive Kommunes mange potentialer vi vælger at satse på, er det vigtigt, at vi er tålmodige og ikke giver op, hvis der ikke er effekt efter få år.

Også her er Kulturmødet Mors en inspiration med deres vedholdende og store indsats for at skabe en unik og levedygtig event.


Thomas Rosenkrands

Direktør, MBA og Byrådskandidat for Venstre

Kontaktinformation:
Adresse: Præstelund 39, Durup
Mail: 
thomas@trconsult.dk
Telefon: 24 27 39 38

Læs mere om Thomas her