Bæredygtighed

21. oktober 2021

Christian Vad Holm - Skive Folkeblad 14. oktober 2021

Bæredygtighed er mange ting, men en stor del af bæredygtighedstanken kan knyttes til den grønne omstilling. I Skive Kommune er vi i den grad med på vognen f.eks. med målet om at blive selvforsynende med grøn energi i 2030. 

Et stort bidrag er de store vindmøller, der snart kommer syd for GreenLab langs A26. Der ud over er der ansøgninger om en del solcelleparker. Min holdning til vindmøller er, at vi skal friholde de kystnære områder og de områder, hvor der ikke er vindmøller i dag. For mig vægter de landskabelige værdier højt. I princippet har jeg den samme holdning til solceller, men her vægter problemet med inddragelsen af god landbrugsjord også højt. Jeg synes, det er oplagt med solceller i nærheden af GreenLab og i forbindelse med de nye møller. Solceller har også den fordel, at hvis vi sikrer rigeligt med beplantning omkring, så kan de være med til at øge naturværdierne i mange områder.

 Den grønne omstilling skal også være økonomisk bæredygtig og må ikke gøre os fattigere som samfund ! - Naturligvis skal vi alle tænke os bedre om, men i det store billede skal det foregå ved hjælp af teknologiske fremskridt og nye måder at udnytte resurser og energi på. Her har vi jo et guldæg i GreenLab, som kan tiltrække de virksomheder, som kan være med til at bære udviklingen hen mod et mere bæredygtigt samfund.

 Jeg køber ikke præmissen om, at bæredygtighed er ensbetydende med, at vi skal blive fanatiske og se skævt til kødspisere eller konventionelt landbrug. Bæredygtighed er nemlig også at udnytte vores gode produktionsarealer effektivt for derved at give mere plads til naturen på mindre gode jorder. Specielt i Salling har vi noget af Danmarks bedste landbrugsjord, og vi gør os selv og hele samfundet en bjørnetjeneste, hvis vi ikke udnytter det.


Christian Vad Holm

Byrådsmedlem og kandidat til Skive Byråd (V)

Ulkærvej 35, Nr. Søbyvej

E-mail: christian@stemholm.nu
Telefon: 3156 5129

Facebook: Christian Vad Holm i Skive Byråd

Hjemmeside: Stemholm.nu

Tilbage