Kenneth Enggrob

29. oktober 2017

Kontakt Kenneth eller find yderligere information her


E-mail: kenneth@enggrob.dk
Telefon: 
51 22 65 77

Hvorfor vil jeg vælges?

Jeg interesserer mig bredt for kommunalpolitik og sætter mig ind i sagerne, som de kommer. Jeg er optaget af at få tingene til at fungere efter devisen: samtale fremmer forståelsen. Det handler for mig om god kommunal service for borgerne.


Om Kenneth

  • Alder 57 år
  • Gift med Laila der er uddannelseskonsulent. Tilsammen har vi 6 voksne børn
  • Gårdejer og bor ved Rønbjerg
  • Uddannet landmand/agrarøkonom 1984 - 86
  • Selvstændig, 1986 - 2013
  • Ansat som graver og kirketjener i Sparkær-Gammelstrup, 2014 –
  • Diverse Venstrebestyrelser og -udvalg, 2005 -
  • Medlem af Skive Byråd, 2009 - 2013
  • Medlem af Rønbjerg- og Ådalskolens skolebestyrelse, 2010 - 2012
  • Formand for vælgerforeningen Skive Venstre, 2011 -
  • Medlem af Venstres hovedbestyrelse, 2011 -
  • Medlem af Estvad-Rønbjerg Menighedsråd (formand/kasserer), 2000 -
  • Formand for Distriktsforeningen af Menighedsråd, 2016 -
  • Formand for Hegnssynet i Skive Kommune, 2014 -
  • Medlem af Ørslevklosters bestyrelse, 2014 -
  • Medlem af fagforeningen FAKK´s lokalbestyrelse i Viborgkredsen, 2016 


Mærkesager

Hvis jeg får mandat til byrådet, er der nogle ting som jeg gerne vil prøve at gøre en særlig positiv forskel på:
  • Bakke op om Peder Christian Kirkegård som borgmester
  • Øget samarbejde mellem kommunerne i Nordvestjylland om at få statslige opgaver til egnen.
  • Antallet af sengepladser i danske sygehuse er faldet fra ca. 45.000 i 1985 til nu 15.000 pladser. Samtidig er den gennemsnitlige indlæggelsestid reduceret fra 9 dage til 18 … timer! Udskiftning af en hofte krævede i 1995 en indlæggelse på 14 dage. I dag kræver det typisk én overnatning. Det stiller store krav til kommunens hjemmepleje mm., at borgerne kommer godt hjem til genoptræning mm. uden risiko for genindlæggelse. Det er vigtigt for alle parter, at det sker med den nødvendige omsorg, støtte og pleje. Jeg ønsker mere fokus på området.
  • Kommunen bliver dagligt udsat for ændringer i love, regler og paragraffer. Det gør det til en meget stor opgave for kommunens ansatte at få arbejdsro og tilpasse serviceydelsen til borgerne. Det er et område som jeg er meget optaget af og hvor jeg via mit netværk i Venstre gerne vil gøre konsekvenser klart for lovgiverne. Vores ansatte og borgere har brug for fred for unødvendige regelændringer og reformer.
  • Internet og bredbånd skal nødvendigvis ud til alle snarest. Der er stadig områder og husstande i Skive Kommune, som ikke har dækning, der lever op til moderne standard. Ikke blot er det utilfredsstillende i sig selv, men det går også udover bosætning, ejendomspriserne mm.
  • Jeg er som de fleste andre kandidater meget optaget af at skabe gode betingelser for virksomheder, arbejdspladser, bosætning osv. over hele kommunen. Jeg ser det som en første betingelse for tryghed i hverdagen, stabile ejendomspriser og god kommunal service.  
  • Det største erhverv i kommunen er landbruget og mærkeligt nok også det mest oversete. Jeg ønsker mere fokus på landbrugets og dets ansattes vilkår i Skive Kommune.
  • Meget andet … 


Mine læserbreve


Min historik

Jeg flyttede til Rønbjerg for 20 år siden. Min familie og jeg skelede ikke meget til, hvad det var for en by, eller hvad det var for en kommune, vi flyttede til. Det var nu engang her, hvor min kone kunne få arbejde og hvor vi fandt det landbrug, der passede os. Her kunne vi være. Det var et godt valg. Rønbjerg og Skive Kommune har budt mig og min familie et godt liv.

 

Tyve år i Rønbjerg er gået. Der er sket store omvæltninger i min hverdag. Jeg afviklede min mælkeproduktion i 2013 og bortforpagtede jorden. Nu er jeg graver/kirketjener. Skiftet, fra at være selvstændig til at blive lønmodtager, var en øjenåbner. Til trods for at jeg er forholdsvis lavtlønnet, blev hverdagen en hel del nemmere og tryggere men også en del mere beskeden. Jeg har i hvert fald blik for både de selvstændiges og almindelige lønmodtageres vilkår.

 

Børnene har i sagens natur fyldt meget i min hverdag. Nu er de blevet voksne og flyttet hjemmefra. Jeg er blevet skilt og blevet gift igen. Jeg har fire børn og Laila har to … alle voksne.

 

Min interesse for organisationsarbejde startede med interessen for mine børns skolegang. Jeg kom i skolebestyrelse i 2000, hvor jeg fik lov at sidde med i meget lærerige år. Lige siden har jeg med en kombination af interesse og tilfældighedernes spil involveret mig i mange andre ting.  

 

Fritidsinteresser? Tja .. det flyder meget sammen for mig. Mit arbejde, mit hjem, min familie, venner og mine tillidshverv er jeg alt sammen mægtig glad for. Jeg læser meget og følger med på de sociale medier. Have og racefjerkræ er også blandt mine fritidsinteresser, hvis ellers tiden tillader det.

 

 På mange måder har jeg engang siddet på den ene side af bordet og nu er jeg kommet over på den anden side at sidde. Jeg har aldrig kedet mig. Meget har gjort mig klogere.

 

Jeg ser og lytter og det vil jeg gerne bruge til noget.