Børn skal kunne vokse op lokalt
I Skive Kommune har vi mange dygtige medarbejdere i vores skoler, børnehaver, dagpleje og vuggestuer – både i de kommunale og private tilbud. De gør hver dag en kæmpe indsats for vores børn. Men vi må også erkende, at det på sigt kan blive sværere at rekruttere kvalificeret personale. Derfor skal vi skabe rammer, hvor både lærere og pædagoger har lyst til at blive – og hvor nye ser Skive som et attraktivt sted at arbejde og bo.
For mig (og Venstre) er det vigtigt, at alle børn kan vokse op og blive passet og gå i skole så lokalt som muligt. En decentral skolestruktur og institutioner er vigtigt for, at vores lokalsamfund forbliver levende.
Jeg tror på frihed frem for detailstyring. De enkelte skoler og institutioner skal have mulighed for at bruge deres ressourcer bedst muligt og forme deres egen profil – hvad enten det handler om natur, håndværk, idræt eller teknologi. Men alle med fælles afsæt i sunde og stærke fællesskaber. Hvor flere skal lykkes i den almene skole.
Når børn oplever tryghed og tilhørsforhold, trives de bedre – og det er her, de sunde og stærke fællesskaber begynder. Vi skal understøtte samarbejdet mellem forældre, lokalsamfund, foreninger og de professionelle voksne, så flere børn får mulighed for at blive en del af et godt fællesskab fra starten af livet.
Jeg vil arbejde for frihed, kvalitet og nærhed i hele børneområdet. Det er sådan, vi sikrer, at børn i Skive Kommune får den bedste start på livet – tæt på hjemmet og med voksne, der har tid, hjerte og faglighed til at løfte dem.

Ina Nyvang
Byrådsmedlem og byrådskandidat
Nr. Søby