Skive skal fremad og
ikke bare holdes i gang!
Skive skal fremad og
ikke bare holdes i gang!
I Skive er vi gode til at få hverdagen til at fungere. Vores
stående udvalg passer driften. Det er godt – men det er ikke nok, hvis vi vil
have, at Skive skal være en kommune, der udvikler sig og tiltrækker nye
borgere, virksomheder og unge.
Derfor mener jeg, at vi skal oprette et nyt politisk udvalg
– et Udviklingsudvalg. Et nyt udvalg, der alene har blikket rettet mod udvikling
i vores kommune. Et udvalg, der tør tænke nyt og skabe udvikling lokalt,
regionalt og nationalt – så Skive bliver kendt som en kommune, der vil fremad.
For mig handler udvikling om at skabe bedre muligheder for
vores unge. Vi skal passe på de uddannelser, vi har, men også arbejde for at få
flere til kommunen f.eks. understøtte det arbejde, som Green Lab er i gang med for
at etablere nye ingeniøruddannelser.
Vi skal også skabe et miljø, som gør, at de unge gider blive
– også efter skoletid. Vi kan f.eks. udvide åbningstiderne i Drivhuset, så det
bliver et sted, hvor unge kan mødes, spille brætspil, lave musik eller bare
hænge ud? Det kunne også være oplagt at arbejde for at få en kæde som Sunset
Boulevard til Skive, som er dansk ejet og som mange unge foretrækker i stedet
for MC D. Det er små ting, der kan gøre en stor forskel for byens liv og
tiltrækningskraft.
Vi skal også sørge for, at de unge, som bor udenfor Skive by
nemt kan komme til aktiviteter i byen f.eks. ved at stille ”ung bus” gratis til
rådighed flere aftner om ugen.
Samtidig skal vi styrke vores lokale erhvervsliv, så de har
lyst til at investere og skabe nye, spændende job. Det er sådan, vi får folk
til at flytte hertil og blive.
For at understøtte uddannelser og aktivt erhvervsliv skal vi
være mere synlige på Christiansborg. Det kræver, at vi selv banker på dørene og
fortæller, hvad vi kan byde på. Vi bliver fortsat nødt til at presse på og får
flere penge til infrastruktur på Skive egnen bl.a. til at udbygge vejen fra
Skive til Nykøbing til 2-1 vej.
Derudover skal vi blive hurtigere og mere smidige i vores
sagsbehandling. Der skal bruges mere sund fornuft og mindre bureaukrati. Nogle
gange er løsningen lige for næsen af os. Et godt eksempel er campområdet på
Dyreskuepladsen under Skive Festival – selvfølgelig skal vi tænke på klimaet og
de udfordringer, vi har med at opsamle vandet fra midtbyen, men vi må også
kunne finde en fornuftig løsning, der bevarer festivalens camp. Skive Festival
er utrolig vigtig brand for Skive kommune.
Vi skal lave en samlet plan for GreenLab-området, så de
borgere, der i dag føler sig låst fast, får mulighed for at komme videre i
deres liv. GreenLab er en styrke for kommunen, men det skal være en styrke for
alle – også naboerne.
Og endelig skal vi turde udfordre planloven, så vi kan bygge
boliger tættere på fjorden – både i Skive by og i det åbne land. Vores natur og
beliggenhed er noget, mange misunder os, og det skal vi bruge aktivt til at
skabe liv og bosætning.
Skive skal ikke bare holdes i gang – vi skal fremad. Derfor
har vi brug for et Udviklingsudvalg, der tør tænke stort, handle hurtigt og
bruge sund fornuft.
Goska Rasmussen
Byrådsmedlem og byrådskandidat for Venstre