Frihed kender ingen alder
Hvad er det der virkelig betyder noget i ældreplejen? Det er ikke systemer og skemaer – det er mennesker, nærvær og friheden til stadig at bestemme over sit eget liv, selvom man får brug for hjælp.
Livet skal ikke gå i stå, bare fordi man bliver ældre. Tværtimod. Frihed kender ingen alder – og det skal afspejles i alt, hvad vi gør på ældreområdet. Mener jeg.
Skive Kommunes ældrepolitik slår netop fast, at de ældre skal have indflydelse på eget liv, opleve tryghed og bevare deres værdighed. Det er smukke og vigtige ord – men de skal også fyldes med handling. For ældrepleje handler ikke kun om pleje. Det handler om liv. Og indholdet i livet.
For mange handler det om små ting i hverdagen: Selv at vælge, hvornår man vil stå op, hvad man vil spise, eller hvem der kommer i ens hjem. Det er de valg, der bl.a. giver livet værdi.
Dygtige og engagerede medarbejdere med hjertet på rette sted er nøglepersoner. Og dem er der heldigvis mange af i Skive Kommune. Og vi skal som kommune være attraktive, når det gælder rekruttering af nye medarbejdere. For derved får vi medarbejdere, der tilvælger os.
Jeg mener værdigheden og friheden hver dag skal være pejlemærker i ældrepolitikken i Skive Kommune. At medarbejdere kan tage sig tid til et ekstra smil, en gåtur eller en kop kaffe, selv når kalenderen er presset. Netop derved vises at værdighed ikke skabes af systemer, men af mennesker, der brænder for deres arbejde. Derfor skal vi som kommune sikre, at de har tid og frihed til at bruge deres faglighed – og hjertet – i hverdagen. Det er essentielt med et godt arbejdsmiljø.
Vi er heldigvis allerede godt i gang i Skive Kommune.
På Højslev Plejecenter er der en fantastisk gruppe af frivillige, der står for diverse aktiviteter. Dette er uvurderligt. De frivillige er dermed også en del af et fællesskab, og løfter en fantastisk opgave. Til glæde for beboerne. Og fællesskaber er så vigtige, om man er ung eller gammel. Fællesskaber er for mig et nøgleord til bekæmpelse af ensomhed, og det er vigtigt at støtte op om disse fællesskaber. Og de frivillige.
Når vi snakker om velfærdsteknologi skal vi ikke være bange for at bruge den. Men den skal bruges klogt. I Skive Kommune afprøves allerede nye løsninger, der kan lette arbejdsgangene og give mere tid til omsorg. Teknologien skal ikke erstatte de varme hænder – men hjælpe dem med at få mere tid til de mennesker, de er der for. Og velfærdsteknologi kan aflaste medarbejderne og være med til at forebygge arbejdsskader. Så jeg vil gerne opfordre til at vi vedbliver at være åbne og gerne foregangskommune ift. brug af velfærdsteknologi.
Men vi er ikke i mål. For at ældrepolitikken skal blive virkelighed, skal vi hele tiden turde udvikle, lytte og tage modige beslutninger. Og ind imellem vil der fejles. Og det skal vi acceptere. Hvis ikke vil ingen turde udviklingen! Men vi skal altid have pejlemærkerne værdighed og frihed som ledetråd.
Jeg tror på, og vil arbejde for at Skive Kommune kan blive en foregangskommune for en ældrepleje, der bygger på frihed, værdighed og fællesskab. For frihed kender ingen alder – og jeg vil arbejde for, at det ikke bare er ord, men en måde at leve på.

Ina Nyvang
Nr. Søby
Byrådsmedlem og byrådskandidat