Venstres plan for vedvarende energi
Med et mål om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2029 og fremefter, ser vi ikke et behov for, at starte nye sol- og vindprojekter op de kommende år, da der i øjeblikket er 3 projekter i proces. Det gælder planen i Rybjerg med 4 vindmøller samt projektet mellem Rettrup og Håsum med tilsvarende 4 møller. Derudover arbejdes der fortsat på at lave en helhedsplan øst for Vinkel Lufthavn med solceller og vindmøller. Denne proces kører i et samarbejde mellem beboere og foreninger i området samt en medarbejder fra Skive Kommune.
Vedr. biogasanlæg ser vi ligeledes ikke et behov for yderligere udbygning af nye anlæg. Der skal selvfølgelig være mulighed for en naturlig udvidelse af eksisterende anlæg, hvis der opstår et behov eller ønske.
Den dag, hvor der kommer yderligere behov for el fra vedvarende energi til PTX anlæg, må der igen ses på en evt. udbygning. Men med de udfordringer, der har været på PTX området, ser vi ikke det store behov de kommende år.
Ovenstående skal ses i lyset af, at vi ønsker at tage ansvar, for at være selvforsynende med vedvarende energi i Skive Kommune, men samtidig ikke overforsynende i respekt for vores egn, natur og borgere.