Glyngøre plejehjem, seniorboliger og en ny udstykning ved Grankoglevej.
Helle Madsen fra Glyngøre er kommet med en ide om at lave seniorboliger ovenpå plejehjemmet i Glyngøre og hun vil invitere Bomiva og kommunen til at lave et partnerskab om projektet.
Fin ide, men der sker faktisk ret meget omkring seniorboliger og nye udstykninger i Glyngøre, som er i gang. Og jeg tror desværre, at Helles nye ide ikke kan lade sig gøre.
Bomiva har ikke noget med plejecenteret at gøre, og hvis der skal bygges ovenpå, så skal bygningerne sælges først, fordi kommunen kan ikke bygge alment. Plejecentret er bare administreret alment, og i de sidste 5-6 år har det været Sct. Jørgens i Viborg, der har administrationen af Skive Kommunes plejecentre, fordi de har vundet EU licitation på den her opgave.
Det der efterspørges allermest i Glyngøre er rækkehuse for seniorer, som gerne vil sælge deres parcelhuse og flytte til rækkehuse, gerne i ”centrum” af Glyngøre. Og udover det efterspørges der også parcelgrunde til børnefamilier.
Bomiva har søgt om at bygge 6 rækkehuse i Glyngøre og kommunen har godkendt, at Bomiva godt kan bygge 6 rækkehuse i Glyngøre, og det projekt arbejdes der på lige nu.
Om lidt – på næste byrådsmøde - godkender byrådet lokalplan for Grankoglevej (den nye udstykning til højre fra Granvej), hvor der både bliver udstykket parcelgrunde og også grunde til rækkehuse.
Jeg tror, at vi skal arbejde på at fortælle til ældre borgere, som skal flytte på et plejehjem, at det er skønt at bo i Glyngøre og at vores plejehjem i Glyngøre er velfungerende, både med lokal leder, engageret personale og masse frivillige, som skaber arrangementer og er der for beboere.
Men må konstatere med et smil på læben, at det nok er længere fra Skive til Glyngøre end det er fra Glyngøre til Skive og måske derfor har vi tomme boliger på plejehjemmet i Glyngøre.

Goska Rasmussen
Byrådsmedlem og byrådskandidat
Glyngøre