Hjem til jul og måske også for altid
Jeg flyttede selv til Aarhus for at studere, men valgte at vende hjem til Skive igen. Derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at der findes muligheder og fællesskaber, man kan bygge sit liv op omkring når man vender hjem. Vi skal bruge initiativer som Hjem til jul og Klub 78xx til at holde liv i båndene. Skive skal ikke kun være et sted, man rejser fra. Det skal være et sted, man vender tilbage til.
Jeg foreslår konkret, at kommunen ansætter en medarbejder, der kan hjælpe dem, som overvejer at flytte hjem. Medarbejderen kan hjælpe med viden om alt fra byggegrunde og børnepasning til fritidsliv og iværksætteri. Det behøver ikke være stort eller bureaukratisk, men det kan gøre det lettere at se, at Skive faktisk er et godt og nemt stede at vende tilbage til.
Befolkningsudviklingen er en af vores største udfordringer. Men den kan vendes, hvis vi arbejder målrettet og langsigtet. Vi skal skabe gode rammer for familier, arbejdspladser og fællesskaber og samtidig vise alle dem, der har rødder her, at der stadig er plads til dem. Nogle tager måske bare bussen hjem til jul. Men hvis vi gør det rigtigt, bliver nogle af dem måske for altid. Det er i hvert fald det, jeg vil arbejde for.