Emne

Svar på Nikolai Kristiansens åbent brev til Teknik- og Miljøudvalget

Kære Nicolai

Jeg vil prøve at svare på dit brev med fakta, som udvalget blev præsenteret for både på udvalgsmødet den 30.09 og senere i den redegørelse, som jeg har bedt om og som udvalget har forhold sig til og taget beslutning ud fra.

Jeg vil gerne starte med at beklage, at du har fået det indtryk af kommunens medarbejder, at en lovliggørelse af dit værksted ”blot” krævede, at du sendte en ansøgning om landzonetilladelse ind til kommunen. For så enkel har sagen aldrig været.

For mig at se har du tilbage i 2021 søgt om at opføre en ny garage til privat brug. Som du selv har fortalt, så indrettede du i starten af 2023 et autoværksted i garagen. Det gjorde du uden at spørge om lov først.

I august 2023 bliver kommunen opmærksom på, at du har indrettet autoværksted uden at have fået lov til det. Den medarbejder du har besøg af, er faglig ekspert på miljøtilsyn, men arbejder ikke med byggesager eller landzonetilladelser. Derfor er det for mig at se helt naturligt, at han opfordrer dig til at søge om tilladelse til at drive din virksomhed.

Den afdeling ved kommunen, som har ansvaret for at give dig de nødvendige tilladelser, starter sagen med at bede dig om en redegørelse fra dig, så vi er sikker på, at vi forstår sagen rigtigt. Du kan have ret i, at vi som kommune kender sagen, da miljømedarbejderen jo har set din virksomhed. Men før vi kan træffe en så alvorlig afgørelse - at pålægge dig at lukke eller flytte din virksomhed, skal vi være helt sikre på, at vi har alle oplysninger om sagen.

Jeg er enig i, at sagen har taget for lang tid. Chefen for den afdeling, der har sagen, forklarer mig, at de har brugt tid på at finde ud af hvilke lovlige muligheder, der er for, at du kan bevare din virksomhed på den nuværende adresse. Jeg har også fået indtryk af, at kommunen har ventet på svar fra dig undervejs i hele forløbet. I januar 2024 anmodede Skive Kommune dig om at redegøre for forholdene. Skive Kommune modtog ikke nogen redegørelse. Skive kommune har rykket dig flere gange i løbet af 2024 på svar om redegørelse, senest i december 2024.

Det er først i marts 2025 du har søgt om lovliggørende landzonetilladelse.

Du har selvfølgelig ret til at se alle dokumenter i din sag. Jeg har bedt forvaltningen om at sende dem til dig. Jeg har allerede tilsendt dig en tilsynsrapport som kommunen udarbejdede efter miljøtilsynet i august 2023. I den fremgår det blandt andet, at ”Der er ikke givet landzonetilladelse fra Skive Kommune til at drive autoværksted i garagen og forholdet anses således for værende ulovligt”.

Vi – medlemmer af Udvalget for teknik og miljø – prøver altid at strække os langt, men vi vil ikke tillade, at man laver noget ulovligt, når man har fået at vide, at det er ulovligt.

Det har ikke været behageligt at træffe denne afgørelse, da vi var fuldstændig klar over, hvilke konsekvenser, den kommer til at få for dig og dit autoværksted. Det er også første gang, at vi i udvalget har truffet sådan en afgørelse – at lukke en virksomhed. Og det har været vanskeligt for os, men vi var helt enige om beslutningen. På det oplyste grundlag er det en rigtig og nødvendig afgørelse.

På trods af, at vi alle har sympati for dig som en ung iværksætter, som gerne vil være selvstændig, kan vi ikke træffe en ulovlig afgørelse i sagen.

Goska Rasmussen

Byrådsmedlem og byrådskandidat
Glyngøre