Vækst og udvikling kræver yderligere investeringer

Der er de seneste mange år truffet en lang række markante og gode politiske beslutninger, herunder på det grønne område, med det formål at skabe både vækst og udvikling i Skive Kommune.

Trods de mange gode initiativer må vi desværre konstatere, at det ikke er lykkes at bremse den negative befolkningsudvikling.

Vi har derfor i Venstres handleplan for den kommende valgperiode fastholdt, at vi fortsat ønsker en udviklingsorienteret kommune, og at vi er villige til at øge investeringerne i målrettede initiativer, der kan medvirke til at vende, eller bremse, den negative befolkningsudvikling.

Skive Kommune har i mere end ti år realiseret overskud, der markant overstiger forventningerne, og vi har derfor nu en meget sund økonomi og en stor kassebeholdning. I kraft af de gode resultater har vi været i stand til løbende at nedbringe gælden til et beskedent niveau.

Trods en sund økonomi kan vi som kommune ikke frit bruge af kassebeholdningen. Vi er bundet af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i forhold til serviceudgifternes størrelse, ligesom der også i nogle år ud i fremtiden, er forpligtelser vedr. afvikling af kommunens gældsforpligtelser.

Vi har i Venstre et mål om fortsat at sikre et godt og tilfredsstillende niveau, på de faste kerneydelser der leveres til kommunens indbyggere, leve op til de gældende økonomiske aftaler om kommunens drift, og sidst, men ikke mindst, investere yderligere i udvikling af Skive Kommune.

Vi ønsker udvikling og ikke afvikling. Det skylder vi både os selv, og kommende generationer.

Alfred Brunsgaard

Borgmesterkandidat for Venstre