Er mangel på frivillige kun et problem for vores foreninger?

21. oktober 2021

Alfred Brunsgaard - Skive Folkeblad 21. oktober 2021

Forleden kunne man i Skive Folkeblad læse, at Glyngøre Idrætsforening indkalder til ekstraordinær generalforsamling søndag d. 24. oktober i Glyngøre Hallen, med det ene formål at skaffe nye bestyrelsesmedlemmer til Idrætsforeningen. Såfremt det ikke vil lykkes, at fremskaffe nye kræfter til at tage over, vil der være en overhængende risiko for, at Idrætsforeningen vil blive opløst.

Er det et isoleret problem for Glyngøre Idrætsforening og dens medlemmer, eller har det større konsekvenser? 

Idrætsforeninger er i de fleste landsbyer så vigtigt et samlingspunkt, at stort set hele byen vil blive berørt, hvis det skulle ende med en nedlukning. Herunder bl.a. konsekvenser for skole, bosætning og sundhed for borgerne.

Der kan ikke opfordres nok til, at man som borger eller nært tilknyttet til vore foreninger tilbyder sig som frivillig, uanset hvilken hjælp man kan tilbyde.

Vi kan på ingen måde bebrejde Skive Kommune for manglende vilje til at støtte idrætten, da det igen har vist sig, at Skive Kommune er en af de Kommuner, som tilbyder sine borgere de absolut bedste rammer i landet.

Så husk at tilbyde vore Idrætsforeninger en hjælpende hånd, når de har brug for det. Det er på ingen måde et isoleret tilfælde i Glyngøre. Mange andre Idrætsforeninger står med samme problemer, som ikke er blevet mindre efter en lang og dyr nedlukningsperiode p.g.a. Covid 19.



ALFRED BRUNSGAARD

Kandidat for Venstre

Bopæl: Resenvej 12, 7800 Skive

E-mail: alfred@ramsinggaard.dk
Telefon: 21 40 07 78

Beskæftigelse: Selvstændig

Tilbage