På denne side finder du månedsbreve fra borgmesterkandidaten Alfred Brunsgaard.
Månedsbrev marts 2025
Kære medlem af Venstre.
Orientering fra Byrådsmødet tirsdag d. 26-3-2025 samt ”Nyt siden sidst”
Byrådsmødet tirsdag d. 25-3-2025:
Byrådets dagsorden bestod denne gang af 26 punkter, hvoraf jeg vil dykke ned i 3 af dagens punkter.
Det første punkt, som jeg vil dykke ned i, vedr. punkt 2, som omhandler ”Overførsel af bevillinger fra 2024 til 2025”, som skal forelægges i Byrådet, inden de endelige regnskaber forelægges d. 29. april til aflevering til revisionen. De samlede overførsler på driftsområdet, blev forøget med ca. kr. 2,5 mio., og på anlægsområdet blev der overført ca. kr. 8,1 mio. mere end året før.
Det fører så hen til en status over det foreløbige ordinære driftsresultat for året 2024, som viser et overskud på kr. 135,3 mio. Det er et pænt stykke over det vedtagne budget på kr. 71,2 mio. Det flotte resultat, kan vi bl.a. takke et meget aktivt arbejdsmarked for. Derudover bidrager afkastet fra vore likvide midler også til det gode resultat.
Det næste punkt på dagsordenen, som jeg vil nævne, er punkt 6, som vedr. ”Endelig vedtagelse af lokalplan nr. 318”. Lokalplanen vedr. et boligområde ved Ydunsvej i den sydlige ende af Skive by ud mod Ringvejen. Her vil der på et 25 ha. stort område, blive mulighed for at bygge ca. 200 nye boliger. Lokalplanen giver mulighed for at bygge både rækkehuse og parcelhuse.
Vi bakker i Venstre op om det nye boligområde, som vi ser som et godt og let tilgængeligt boligområde, for de mange nye medarbejder, der med stor sandsynlighed vil blive tilknyttet vores kasserne de kommende år.
Det sidste punkt, som jeg vil berøre, vedr. punkt 8 ”Vestlige Limfjord – Samarbejdsaftale mellem de 7 Kommuner og Staten”.
Der har igennem flere år været tale om, at der skulle ske en indsnævring af Thyborøn Kanal, da passagen giver risiko for store vandmængder i Limfjorden, når vinden presser vandet ind fra vest.
Staten vil bidrage med ekspertise fra Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen, for at finde en løsning på de udfordringer, der er med oversvømmelser i den Vestlige Limfjord. Projektet er 2 årig og hver enkel Kommune skal stille personale til rådighed, når der indkaldes til de 7 til 10 planlagte møder.
Opgaven går ud på, at finde ud af, om der er grundlag for, at arbejde videre med en indsnævring af Thyborøn Kanal, for at reducere risikoen for stormflod i den Vestlige Limfjord.
Vi i Venstre bakker samlet op om denne opgave, som vi anser for både vigtigt og nødvendigt.
Nyt siden sidst:
Onsdag d. 5-3-25, aflagde Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin mig et besøg, hvor jeg fik lov til at fremlægge nogle af de ønsker, vi fra Venstre har til en fortsat udvikling af vores Kommune. Der blev bl.a. talt om de nye industriparker, som staten vil gå ind og understøtte i 5 af landets kommuner. Her skal det blive lettere at slå sig ned for både danske og udenlandske virksomheder. Ansøgningsfristen for at komme i betragtning er d. 15. maj 2025.
Der indkaldes til generalforsamling i Kommuneforeningen tirsdag d. 22. april kl. 19.00 i Salling Hallen.
Ps. Kom gerne med kandidat forslag til din lokalformand.
Venlig hilsen
Alfred Brunsgaard, Gruppeformand (V)
Månedsbrev februar 2025
Kære medlem af Venstre.
Orientering fra Byrådsmødet tirsdag d. 25-2-2025 og ”Nyt siden sidst”
Byrådsmødet tirsdag d. 25-2-2025:
Med 16 punkter på dagsorden i Byrådsmødet, var dagens møde tilendebragt på blot 1½ time. Der var dog 3 punkter, som gav anledning til indlæg og en del kommentarer.
Det første punkt, der gav en del kommentarer, vedr. pt. 7 ”Endelig vedtagelse af Lokalplan nr. 342 – Boligområde ved Fjordbjerg Ager samt Kommuneplantillæg nr. 4”. Det er en lokalplan, som vi i Venstre er rigtig glade for, og som har været undervejs i ca. 8 år. Lokalplanen giver mulighed for op til 200 nye boliger samt en dagligvarebutik mellem Stårupvej og Ny Viborgvej. Området vil helt sikkert kunne tiltrække mange nye borgere, som gerne vil bo tæt på fjorden, skøn natur og på sigt tæt på den nye motorvej mellem Viborg og Skive.
Projektet vil blive gennemført af Rema Butiksudvikling A/S og Byggefirmaet Knudsgaard A/S
Lokalplanen blev enstemmigt godkendt af Byrådet.
Punkt 8 ”Kortere skoledage – Folkeskolens Kvalitetsprogram” blev også fulgt op med enkelte kommentarer fra Venstres side. Vi sætter stor pris på, at det bliver skolelederen og skolebestyrelsen i tæt samarbejde med Kommunalbestyrelsen, der beslutter om skoledagen skal afkortes eller ej. Det giver den enkelte skole og dennes ledelse mere selvbestemmelse og ansvar.
Det er i god tråd med Venstres grundholdning om mere frihed og ansvar på den enkelte skole.
Sidste punkt, som jeg vil omtale vedr. pt. 13 ”Anlægsbevilling til Klimafonden – Green Tech Valley fase 1”.
Formålet med projektet, som vi i Venstre bakker op om, vedr. et projekt, der kan være med til at accelerere udviklingen af grønne løsninger og vækst i forbindelse med landbrug og bioøkonomi. Vi ved, at skal der leveres en hurtig og effektiv effekt på områder vedr. reducering af CO2 og udvaskning af kvælstof, kræver det, at vi finder løsninger, som kan udnytte det store potentiale, der er i dyrkning af græs. Derfor vil produktion af græsprotein være et godt virkemiddel mod både reducering af CO2 og kvælstof. Vi bakker i Venstre derfor 100 % op om projektet under Klimafonden. Beslutningen blev godkendt med 26 stemmer for og 1 imod (Liste D).
Nyt siden sidst:
Der indkaldes til generalforsamling i Kommuneforeningen tirsdag d. 22. april kl. 19.00 i Salling Hallen -
(Ps. Det har tidligere været nævnt, at det var mandag d. 17. mart. Vi er desværre blevet nødsaget til at udsætte mødetidspunktet).
Der arbejdes i øjeblikket flittigt i alle lokale vælgerforeninger, for at vi kan stille med det stærkeste hold af kandidater til Kommunalvalget d. 18. november 2025.
Venlig hilsen
Alfred Brunsgaard, Gruppeformand (V)
Månedsbrev januar 2025
Kære medlem af Venstre.
Orientering fra Byrådsmødet d. 28-1-2025 og ”Nyt siden sidst”
Byrådsmødet tirsdag d. 28-1-2025:
Med blot 17 punkter på dagens Byrådsmøde, var der lagt op til, at det ville blive et kort møde. Men det blev det langt fra. Mødet startede kl. 17.00 og sluttede godt 3 timer senere.
Jeg vil slå ned på 3 af dagens punkter, som fyldte mest på mødet.
Første punkt, som jeg vil nævne, er punkt nr. 2 vedr. Midtjyllands Lufthavn og dens ejerforhold. Der har over en længere periode været udfordringer med økonomien i driften af lufthavnen. Dette har medført, at Silkeborg Kommune nu har bedt om, at udtræde af ejerkredsen. Det kan virke lidt besynderligt, at de gør det på dette tidspunkt, hvor Staten har lovet et driftstilskud på kr. 10 mio. om året. Tilskuddet vil kunne holde en solid hånd under Lufthavnens økonomi. Med udsigt til et evt. salg af aktiverne (Bygningerne) på sigt, vil der være mulighed for, at de resterende 8 ejer Kommuner, vil kunne få penge med derfra.
Den eneste, der stemte imod forslaget, om at lade Silkeborg Kommune forlade ejerkredsen, var Erik Mortensen (Liste D). Han ønskede i stedet, at Skive Kommune fulgte med Silkeborg Kommune ud af ejerkredsen.
Næste nedslagspunkt på dagsorden, vedr. punkt 5 ”Endelig vedtagelse af plangrundlag for vindmøller ved Rybjerg”.
Dette projekt har været undervejs de sidste par år, hvor projektudvikler Jens Henry Christensen har stået i spidsen for et vindmølleprojekt, som har omfattet opstilling af 4 nye vindmøller og nedtagning af 16 brugte vindmøller.
Projektet har været igennem en god og konstruktiv borgerinddragelse, som vi i Venstres gruppe har støttet og sat stort pris på. Der har i hele projektforløbet, været en god dialog med naboer og interessenter for at finde en løsning, som de fleste har kunnet se sig selv i.
Projektet blev vedtaget med 25 stemmer for og 2 imod (Liste O og D).
Sidste punkt jeg vil omtale, vedr. punkt 15, hvor Ruth Kristensen (Løsgænger), havde stillet forslag om, at stille projektet i Vinkel (BioCirc) på ”pause”. Det medførte en god og lang debat, hvor der helt usædvanlig blev bedt om 2 x 10 min. pause, til intern debat i de enkelte partier.
Under debatten blev der stillet hele 3 ændringsforslag, hvoraf vi fra Venstre stillede med det ene.
Konklusionen blev, at vi med 24 stemmer for og 3 imod (Liste O, Æ, D), stemte et forslag igennem, hvor opgaven med at finde en mulig løsning, bliver sendt tilbage til Teknik- og Miljø Udvalget, med den bemærkning, at det nu bliver borgerne, foreningerne, politikerne og Forvaltningen, der skal komme med et planforslag til, hvordan området kan blive sammensat med vindmøller, solceller og natur.
Vi havde i første omgang besluttet, at det skulle være BioCirc og borgerne i området, der skulle komme med et fælles forslag til en samlet plan. Det lykkes desværre aldrig, da der aldrig kom en fælles forståelse for en god borgerinddragelse mellem de 2 parter.
Nyt siden sidst:
Mandag d. 20. januar blev der afholdt Nytårskur i OddenseHus, hvor Europaminister Marie Bjerre var inviteret med. Hun kom med et indlæg om arbejdet i Folketinget samt det store arbejde, der venter forude med overtagelse af EU-formandskabet. Hun leverede et flot og nærværende indlæg. Derudover kom undertegnede med et kort indlæg samt oplæg til en god diskussion der vedr. aktuelle punkter på den lokal politiske dagsorden.
Der var i alt mødt 55 medlemmer op til en god og hyggelig aften.
Venlig hilsen
Alfred Brunsgaard, Gruppeformand (V)
Månedsbrev december 2024
Kære medlem af Venstre.
Orientering fra Byrådsmødet d. 17-12-2024 og ”Nyt siden sidst”
Byrådsmødet d. 17-12-2024:
Med 29 punkter på dagens dagsorden i Byrådet, blev mødet både langt men også godt, med gode og konstruktive dialoger.
Jeg vil fremhæve 3 punkter fra Byrådets dagsorden, som jeg vil sætte fokus på.
Det første punkt vedr. ”Forventet regnskab 31-10-24”. Med et vedtaget budget, hvor vi forventede et resultat af ordinær drift på kr. 71,2 mio., ser det ud til, at vi vil nå i mål med et endeligt resultat ved årets udgang på ca. kr. 119,4 mio. Resultatet er især påvirket af et positiv arbejdsmarked, hvor vi i Skive Kommune har en af landets laveste ledighedsprocenter. Derudover kan vi takke forvaltningen og det politiske samarbejde for en god og fast håndtering af Kommunens økonomi med Borgmester Peder Christian Kirkegaard i spidsen.
Det næste punkt jeg vil fremhæve, er den endelige lokalplan nr. 344 vedr. boligområdet ved Sønderkær i Roslev. Det er et projekt, som har været undervejs i mange år, men desværre er blevet udfordret på flere forskellige områder. Vi fra Venstre har sammen med det øvrige Byråd kæmpet for et nyt boligområde, som har været ønsket og efterspurgt i mange år. Med vedtagelse af lokalplan 344, kan den endelige proces gå i gang med at erhverve og udstykke de første grunde.
Det sidste punkt jeg vil komme ind på, er dagsordenspunkt nr. 24 ”Ansøgning om at få Hanklit og Knudeklit optaget på UNESCO Verdensarv”. Det er både en lang og tidskrævende proces at få lov til at blive optaget på UNISCO Verdensarv. I samarbejde med Morsø Kommune, er der over de sidste mange år, gjort klar til at indsende den endelige ansøgning. Derefter skal vi forvente, at der går yderligere knap 2 år, inden vi kender svaret på, om det bliver optaget på UNISCO Verdensarv eller ej. Samtidig med, at vi i Venstre bakker op om ansøgningen, så siger vi også god for, at vi kan forvente en årlig merudgift på ca. kr. 1,85 mio. til drift af projektet. Derudover vil der komme udgifter til skiltning, parkering og forbedrede adgangsforhold. Til gengæld vil vi helt sikkert opleve en væsentlig større tilstrømning af turister fra nær og fjern til gavn for vores Kommune.
Nyt siden sidst:
Siden sidste Byrådsmøde har der været 2 borgermøder i Skive Kommune. Det ene har omhandlet åbning af en Rema 1000 i Roslev og det andet har omhandlet etablering af et muligt VE-projekt i Vinkel med sol- og vindenergi.
Vedr. Rema 1000 projektet i Roslev, var der torsdag d. 5. december mødt ca. 150 mennesker op i Salling Hallerne, for at høre om Rema 1000`s planer for en evt. åbning af en 1.200 m2 stor dagligvare butik. Når de endelige høringssvar har været fremlagt til politisk behandling, vil vi i Venstre tage endelig stilling til, om vi går med eller imod projektet.
Tirsdag d. 10. december havde Bio-Circ indkaldt til en for-fordebat vedr. ønsket om at etablere ca. 200 ha. solcellepark samt 7 til 11 vindmøller. Politisk har vi bestemt, at der forud for et evt. energi anlæg skal laves en plan for en borgerinddragelse, hvor de lokale borgere omkring Nr. Søby og Højslev kan være med til at komme med forslag og holdninger til en evt. energipark. En tidlig inddragelse vil være godt for alle partner, så der ikke offers tid og resurser på noget, som alligevel ikke kan gennemføres.
Med ønske om en rigtig Glædelig Jul samt Godt Nytår.
Venlig hilsen
Alfred Brunsgaard, Gruppeformand (V)
Månedsbrev november 2024
Kære medlem af Venstre.
Orientering fra Byrådsmødet d. 26-11-2024 og ”Nyt siden sidst”
Dette Nyhedsbrev er det første i en række af breve, som jeg ønsker at udsende efter hver Byrådsmøde. Brevet har til formål, at give en kort orientering omkring de vigtigste punkter, som har været på vores dagsorden i Byrådet. Samtidig vil Nyhedsbrevet være suppleret med vigtige begivenheder, som har fundet/finder sted i og omkring Venstre i Skive Kommune.
Byrådsmødet d. 26-11-2024:
Ud af Byrådets dagsorden på 19 punkter, er der 3 punkter, som jeg vil give en orientering om.
Det første vedr. ”Pt.3: Politik for kommunale byggegrunde”. Det er og bliver en stor udfordring for vore landsbyer, når der er et lovgivningsmæssig krav om, at der ikke må udstykkes kommunale byggegrunde, hvis de samlede udstykningsomkostninger ikke kan modsvares af indtægterne for salg af de tilsvarende byggegrunde. Med vores netop ændrede og vedtagne politik på dette område, forventer vi, at vi både kan tilgodese ønskerne om nye byggegrunde, samtidig med, at vi kan opfylde de lovgivningsmæssige krav. Forslaget blev enstemmigt vedtaget i Byrådet.
Det næste punkt vedr. ”Pt.4:Forslag til lokalplan ved Fjordbjerg Ager”. Det er et punkt, som har været på dagsorden over flere Byrådsperioder, og som nu endelig ser ud til at lykkes. Det drejer sig om et boligområde på 22,3 ha., hvor der bliver plads til ca. 200 boliger samt 1 dagligvarebutik. Det store omdrejningspunkt har været, hvordan tilkørsel til området skulle etableres. Efter flere forskellige løsningsforslag, er det nu endelig besluttet, at vi går efter en model, hvor der kommer et 4. ben på den store rundkørsel ved Fjordbjerg Ager. Det er et af de største boligudvidelser i Skive Kommune gennem rigtig mange år.
Det sidste punkt, som jeg vil fremhæve i mit Nyhedsbrev, er punkt 5 ”Endelig vedtagelse af lokalplan 322 – Erhvervsområde ved Hesselbjerg”. Med godt gang i byggeriet langs Herningvejen, er der nu endelig udsigt til, at der kan tilbydes flere attraktive erhvervsgrunde langs Herningvejen. Der var bred enighed om at godkende dette punkt i Byrådet.
Ønskes der yderligere uddybning af dagsorden og referat fra Byrådsmødet d. 26-11-24, kan dette findes på www.skive.dk.
Nyt siden sidst:
Mandag den 4. november var der opstillingsmøde vedr. Venstres spidskandidat i Skive Kommune. Valget stod mellem 3 kandidater (Goska Rasmussen, Christian Vad Holm og Alfred Brunsgaard). Bland de knap 300 stemmeberettigede deltagere, som var mødt op i Salling Hallen, faldt loddet ud til fordel for Alfred Brunsgaard. Alfred Brunsgaard er efterfølgende blevet valgt til gruppeformand på Venstres gruppemøde d. 25-11-2024.
Mandag d. 18. november var der arrangeret et medlemsmøde i Pulsen i Balling, hvor Søren Gade gav et indblik i sin vej fra Vestjylland til landets næsthøjeste embede som formand for Folketinget. Derudover var der indlæg fra Folketingskandidat Frederik Houmann (Viborg), Borgmester Peder Christian Kirkegaard og Alfred Brunsgaard. I alt var der mødt 77 op til en hyggelig og underholdende aften.
Ps. Mandag d. 20. januar 2025 er der Nytårskur i Venstre
Venlig hilsen
Alfred Brunsgaard, Gruppeformand (V)