Skive venstre - vision og handlingsplan 2021

5. november 2021

Venstre

Energi til endnu mere
Vision og handleplan 2021

en stemme på venstre er en stemme på:

En decentral struktur, en kommune i balance, det frie valg, en fortsættelse af den gode økonomi og udvikling med bl.a. GreenLab og BigBlue Skive.

Venstre har mange visioner og konkrete bud på, hvordan vi de næste 4 år kan forbedre forholdene indenfor en lang række områder. Her er nogle af Venstres bud:

SKIVE VENSTRE - VISION OG HANDLINGSPLAN 2021

ENERGI TIL ENDNU MERE

Handlingsprogram for valgperioden
2022 - 2026

Vision og handleplan kan hentes her.... 


Bosætning

  • Et varieret udbud af attraktive byggegrunde i hele kommunen.
  •  Et varieret udbud af forskellige boformer.

Vi vil sikre, at der er attraktive byggegrunde og boformer, både til parcelhuse og rækkehuse, gerne naturskønt og tæt på fjorden.

Vi skal være den være den mest attraktive bosætnings kommune i Midt/Vestjylland, med masser af muligheder for karrierejobs. Vi skal være bedre til at fortælle om de mange muligheder for karrierejobs. 

Vi vil endvidere støtte ønsker om et varieret udbud af forskellige boformer, bofællesskaber, seniorboliger og udfordre vante tankegange. Vi vil også støtte forsøg med nye alternative boformer og eksperimentelt “grønt” byggeri. 

Arbejdet med BigBlue Skive fortsætter, både den kommunale anlægsdel med bl.a. stianlæg samt realiseringen af diverse private boligprojekter


Beskæftigelse

  • Der skal skaffes flere “hænder” inden for det kommunale og private arbejdsmarked.

Vigtigt at kunne tiltrække nødvendig arbejdskraft og ikke mindst aktivere nuværende udlændinge som ikke er på arbejdsmarkedet. 


Sprogskole og dagtilbud er vigtige aktører og medvirker til at spotte ressourcepersoner blandt ledige. Disse skal være opsøgende kontaktpersoner over for andre som står uden for arbejdsmarkedet. 

Ikke erhvervsaktive skal tilknyttes arbejdsmarkedet f.eks. gennem jobtræning, som så vidt muligt skal ske på arbejdspladser som har ledige jobs. Er der ikke et job i sigte inden for kort tid, skal man videre til en ny arbejdsplads. Vigtigt indsatsområde at få udsatte grupper i arbejde. Det er også vigtigt at motivere de unge til at fritids- og småjobs. 

Corona krisen har lært os at hjemmearbejde rent faktisk fungerer på en lang række arbejdspladser. Mindre kørsel er godt for miljøet og derfor vil vi fortsat skabe rammer for hjemmearbejde i det omfang det er muligt


erhverv

  • Opgradering af rute 34 og 26, herunder en omfartsvej vest om Skive. 
  • Øge kendskabet til kommunens mange arbejdspladser og ledige stillinger, også til højtuddannede

Opgradering af rute 34 og 26 er vigtig for Kommunens mange store og små virksomheder, og mindst lige så vigtig når det gælder tiltrækning af nye virksomheder og investeringer. 


Der er i den grad mangel på lokal arbejdskraft og derfor skal vi øge samspillet mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne i form af bl.a. erhvervspraktik, og samtidig tilskynde og medvirke til at virksomhederne øger digitalisering og automatisering. 

Arbejde målrettet på at fortælle “den gode historie” og øge kendskabet til Skive kommune, bl.a. ved at fortælle at GreenLab, vores spændende virksomheder og Fur faktisk ligger i Skive kommune. 

Fremme de gode lokale fødevarer i samspil med den grønne omstilling og i den forbindelse kan man styrke de lokale affaldssymbioser, og udnytte affald i virksomheders produktion til genanvendelse


teknik- og miljøområdet

  • Grøn omstilling. 
  • Forsøg med central affaldssortering. 
  • Udbygning af cykel- og gangstier.

Vi vil den grønne omstilling og fortsat være den kommune i DK der har den grønne førertrøje på. Vi vil investere i Green Lab og fortsætte med at finde grønne bæredygtige teknologiske løsninger der bærer os frem mod et mere bæredygtig samfund. Ikke for at vi i Skive Kommune dermed kommer til at ændre markant på CO2 udslippet, men fordi vi på Skiveegnen i Green Lab og vores andre lokale virksomheder kan levere ny epoke gørende teknologier til hele verden og dermed medvirke til nedbringelse af det samlede CO2udslip. Og dermed bruger vi aktivt den grønne omstilling til at skabe udvikling og arbejdspladser i vores område. 


Udvikle teknologien inden for affaldssortering, så en større del sker centralt og mindre hos den enkelte borger. Det giver større sikkerhed og bedre sortering idet teknologien er klar til opgaven, så borgerne kan slippe for at sortere skraldet og blot kaste det som restaffald. Det er dyrt at køre rundt og indsamle affald som det er i dag, og robotter kan klare sorteringen mere effektivt. 

Arbejde for en cykel- og gangsti i vandkanten og gerne som en “fjordsti” mellem havne og bysamfund, ikke mindst til gavn for cyklende og gående borgere. I den forbindelse vil vi arbejde for et fjordmiljø med badebroer og særlige miljøer som f.eks. naturlegepladser og shelters. 

Der er fortsat et stort behov for nedrivning af faldefærdige bygninger i hele kommunen. Der skal også arbejdes med at gøre kommunale biler bæredygtige i form af el eller brint.


Børn og Unge

  • Flere unge på erhvervsuddannelse. 
  • Erhvervspraktik for alle i 8. og 9. klasse.

Når vi måler tilfredshedsgraden med kommunale børnehaver og vuggestuer så har borgerne givet kommunen en 1. plads på landsplan. For at kunne tiltrække børnefamilier til landområderne og de mindre byer skal vi i højere grad være åbne over for forsøg med bl.a. stordagpleje, hjemmepasning og fleksible åbningstider i institutionerne. 


Flere skal stifte bekendtskab med en bred vifte af boglige og faglige uddannelser, og erhvervspraktik skal gøres obligatorisk for 8. og 9. klassetrin som et godt grundlag for de unges valg. Målet er flere i erhvervsfaglig uddannelse. Vi skal have en mentorordning for sårbare unge ved overgang til praktiske uddannelser. Vi vil stå på mål for at alle unge gennemfører en uddannelse og tænker erhverv ind. Vi vil presse på for at systemet ændres på landsplan, så det bliver mere tilgængeligt at ændre studieretning. 

Fokus på kvalitet frem for kvantitet i folkeskolen og profilskoler, med forskellige temaer, natur, idræt, litteratur, musik eller kunst og arkitektur. Bevægelse er også vigtigt for undervisningen. 

Vi vil have alle med og vil arbejde for at forbedre skolernes muligheder for differentieret undervisning som f.eks. flere voksne i timerne.


Landsby politik

  • Sikre at der med den decentrale struktur, 
  • Fortsat er udvikling i hele kommunen    


Landsbyerne byder på fantastiske fællesskaber, og vi bakker op om de lokale udviklingsplaner som sikrer bosætningsmuligheder og rotation i boligmassen. Venstre vil med den decentrale struktur sikre, at der fortsat sker udvikling af kernevelfærd for børn og ældre, samt på kulturområdet. Den nye landsbypolitik ligger op til at man lokalt tager medejerskab til udvikling af landsbyernes styrkeområder og venstre hylder det lokale medejerskab med udgangspunkt i foreningslivet og borgere, der yder en kæmpe frivillig indsats.



Kultur- og fritid

  • Bedre til at formidle og øge kendskabet til kommunens kulturudbud. 
  •  Videreudvikling af Skive ordningen med et rigt og varieret foreningsliv.

De gode idræts- og kulturfaciliteter skal fastholdes, løbende gøres tidssvarende og tilpasses nye behov. Skive kommune arbejder på fortsat at ligge i top, når det kommer til vores idræts faciliteter. 


Fortsætte med stort fokus på Skive Musikskole med elever fra både byen og oplandet - MGK- undervisning, samspilsorkestre og Musikpris. Fastholde at Skive Musikskole skal være fødekæde til det Danske Musikliv. 

Vi vil understøtte de mange frivillige i kommunens mangfoldige foreningsliv. Vi har en fælles opgave i borgerinddragelse til det meningsfulde frivillige foreningsliv. 

 Vi vil arbejde med at øge udbuddet, med f.eks. Moler Museum og Molerpark på Fur, og forsøge at få det registreret under “verdensarv”. Vi vil arbejde på at få Jenle (Åkjær) på finansloven, ligesom Karen Blixen og Rungstedlund. Vi arbejder på, at der bliver etableret et designer Collection i det gamle Skivehus og videre udvikling af aktiviteterne ved Spøttrup Borg


Socialområdet

  • Vigtigt at vi “ser” det enkelte menneske. 
  •  Kommunen skal understøtte “et godt liv”.

Vi skal være gode til at spotte unge med psykiske lidelser og vi ønsker hurtigere sagsbehandling. Der skal være et mere professionelt samarbejde så vi sikrer, at der ikke er nogen “der falder mellem 2 stole”. Der skal være langt bedre koordinering mellem region og kommune. 


Borgere med behandlingsforløb i psykiatrien skal hjælpes gennem et tættere samarbejde mellem kommunen, jobcenter og regionspsykiatrien. Derfor vil vi arbejde på at etablere et tværfagligt team på Skive Sundhedshus, hvor de gode ideer fra regionens første psykiatrihuse implementeres. Det er vigtigt for de svage borgere at have en relation til arbejdsmarkedet i det omfang, det lader sig gøre. 

Tilrettelægge støtte og hjælp i forhold til den enkeltes ressourcer og i den forbindelse anvender intelligente hjælpemidler som hjælp til selvhjælp. Vi skal tilstræbe, at få pårørende med i arbejdet f.eks. i bestyrelser i bosteder og aktivitetscentre så evt. problemer opdages tidligere.


Sundhed

Sundhed for den enkelte borger, og sundhed i familien, er vigtige elementer for et godt liv. De indsatser kommunen igangsætter, skal gøre det muligt for borgerne og familierne at træffe de sunde valg, for derigennem at forbedre sundhedstilstanden. Forebyggelse er et væsentligt kommunalt tema, og vi er allerede godt med i forhold til livsstilscenter på Skive Sundhedshus. 


Vi skal bevare vores gode sundhedshus. Sundhedshuset skal som minimum indeholde de væsentligste regionale ambulatoriefunktioner, akutklinik mv. – altså funktioner der snævert er knyttet til det nære sundhedsvæsen. Vi må arbejde på, at så mange sundhedsydelser som fagligt muligt kan tilbydes på Skive Sundhedshus. Vi må have respekt for borgerne tid, og i relation til den grønne omstilling, skal vi undgå unødig transport på landevejene. 

Den viden vi har oparbejdet på Hospice Limfjord skal understøtte vore aflastningspladser og plejecentre, så langt flere borgere får et bedre palliativt tilbud i den sidste tid


ældre

  • Respekt for det enkelte menneskes behov og ønsker. 
  • Væk med dokumentationstyranniet.
  • Bestyrelser på de enkelte plejecentre. 
Arbejdet med ældre skal gøres langt mere attraktivt. Vi skal dyrke modet til nytænkning og slippe ideerne fri. Derfor skal der være mere frihed til ledelsen og de ansatte i ældreplejen. De ansatte skal i højere grad selv forme indsatsen i dialog med de ældre. Vi vil vende dokumentationskravet om, således man kun dokumenterer det der ikke er blevet udført eller er afvigende. Vi vil fastholde en decentral struktur af plejehjem og anvende evt. ledige boliger til dagtilbud for ældre i lokalområderne


Etablering af bestyrelser på plejecentre, således at pårørende får indflydelse, vil have en positiv effekt og øge tilfredsheden hos de ældre og give tryghed hos de pårørende. Vi skal styrke frivillighedsindsatsen og adgangen hertil. 


Vi vil fastholde den decentrale plejehjemsstruktur. De ned lukkede ældrecentre bruges til dagtilbud. Vi ønsker en leder til hvert ældrecenter. En undersøgelse viser at pleje og omsorg på vores små centre er i top.


Økonomi

For Venstre er det vigtig at sikre en solid og robust økonomi. Det giver mulighed for investeringer i udvikling og sikrer tryghed i den daglige drift.


Venstre vil fastholde skatterne uændret i den kommende byrådsperiode. 

Når vi om 4-5 år får en væsentlig nedgang i afdragene på tidligere optagene lån, mener vi der er basis for at sænke skatterne


 Venstre - Energi til endnu mere