Selvfølgelig skal vi holde snuden i sporet med Peder Christian Kirkegaard ved roret
15. november 2021
Goska Rasmussen - Skive Folkeblad 13. november 2021
Byrådsmedlem, gruppeformand og
kandidat for Venstre
ØKONOMI: Magne Uldall-Jessen kritiserer borgmesteren og det nuværende byråd for at have en stor kassebeholdning og synes, at det er uacceptabelt at borgmesteren vil »holde snuden i sporet«.
At holde snuden i sporet betyder at vi om 4 år har afviklet gæld på mellem 220 -230 mio. kr. og har stadigvæk økonomi til at imødegå den stigende ældregruppe på over 80-årige til en tryg og nærværende ældrepleje, som Magne Uldall-Jensen bekymrer sig om.
At holde snuden i sporet betyder også, at vi kan fortsætte med at udvikle Skive Kommune i samarbejde med vores virksomheder, Business Skive og vores uddannelsesinstitutioner.
Det betyder, at vi kan sætte nye tiltag i gang som f.eks. Vækststrategi for hele egnen og Green Innovation Week for vores unge mennesker.
Disse og flere nye spændende udviklingstiltag, herunder nye boligformer på slagterigrunden og elværkskvarteret kan tiltrække højt uddannede og ikke mindst de mange unge der nu læser på landets universiteter tilbage til Skive igen.
At vi kan fortsætte med at udvikle vores daginstitutioner og fastholde vores folkeskole som nogle af landets bedste.
Jeg kan fortsætte med at komme med eksempler på det at holde snuden i sporet, men pointen er, at enhver ansvarlig ledelse i en virksomhed eller enhver privat familie der har en udfordring med store afdrag på gæld vil agere ansvarligt. Og det gør Skive Kommunes borgmester og et enigt byråd. Alternativet vil jo netop være, at man ellers skal reducere i driften eller i anlægsinvesteringer, hvis ikke man har en buffer til den forpligtelse som afdrag på gæld er.
Men sådan kan man jo opfatte så forskelligt ordvalg »at holde snuden i sporet«.
Mere information om mig – se her….
Tilbage til læserbreve og debat - se her....